Tiden flyver forbi når man hygger sig - September måned er allerede ved at være overstået. Det er
utroligt at tænke på, at jeg næsten allerede har været i Australien i 3 måneder.
Første halvdel af September måned har budt på fantastiske oplevelse - forbered jer på et MEGET langt indslag!
Den 7 september kl. 17 kunne jeg endelig se frem til ferie, sol og varme og sige farvel til kolde, våde Canberra. Turen gik til Cairns, der er placeret på øst kysten, ud fra Great Barrier Reif - det største koralrev i verden. Kl. 19 fredag aften, hoppede jeg på bussen med næsen mod Sydney sammen med 4 herlige danskere. Man skulle tro at hovedstaden i Austalien ville have en stor lufthavn med flyafgange til alle verdens lande. Forkert. Canberra lufthavn er meget lille, har få og meget dyre flyafgange. Derfor er man tvunget enten til Sydney eller Melbourne hvis man vil væk fra den lille by in-the-middle-of-nowhere!
Vi ankom til Sydney kl 23, men skulle ikke flyve til Cairns før kl 6 næste morgen, hvilket gav os mulighed for at skyde ferien igang med en lille øl på en af Sydneys mange barer. Jeg har efterhånden fået lært, at Sydney tager utrolig meget hensyn til deres beboere - nogle gange lidt for meget. Det betyder, at i områder med meget beboelse lukker barerne allerede kl 2, men det bliver kun værre! Se, da baren lukkede kl 2 stod 5 danskere og tænkte, hvorfor ikke tage i lufthavnen og vente? Vi skulle alligevel tjekke ind kl 4. Vi ankommer med taxa til lufthavnen kl 3, og går hen mod døren med alt vores bagage. SURPRISE - lufthavnen i Sydney åbner først kl 4! Jeg vidste godt at der ikke var nogle fly mellem kl 22 og 5-6 stykker, men at de låser dørene havde jeg ikke lige set komme. Da det var rimelig koldt og da der var ingen mulighed for at komme ind i varmen, bestemte vi os for at ligge på række foran døren for at holde varmen. Tror mange ventende i lufthavnen var enige om, at det ikke just var et syn man så hver dag!Cairns
Dag 1 - Lørdag
Det korte af det lange er, kl 9.45 lander fem trætte danskere i solrige og varme Cairns! Ida og jeg havde stået for planlægningen af vores 8 dage i Queensland og havde bestemt at vi Lørdag til tirsdag skulle bo på et hostel i Cairns ved navn Caravella. Lørdag blev poolen brugt flittigt og Cairns blev undersøgt. Caravella lå lige ud til hvad jeg troede var strand - men der blev jeg hurtigt klogere! Der var krokodile advarsler, og kysten lignede mest af alt mudder-land. På billedet til højre viser Nichlas 'stranden' frem.
Cairns havde dog kompenseret for dette, ved at lave en strand med en kæmpe svimmingpool med udsigt ud over havet! Poolen ligger i en park, hvor der er masser af spiseområder med fælles grill, der var et band der spillede live-musik og et marked med boder der solgte alt mellem himmel og jord. (fra venstre - Steffen, Nichlas, Simone, Ida, Helene)
Selvom Cairns var lidt anderledes end først forventet, var det stadig et helt fantastisk sted. Kan man bede om mere end sommer, sol og 30 grader? På billeder ser man Simone med Cairns i baggrunden.
Dag 2 - Søndag
Om søndagen delte vi os i 2 grupper. Nichlas og Ida ville gerne hoppe ud af et fly, vi andre foretrak at beholde fødderne på jorden tak! Turen gik i stedet til Cairns Zoo, der er privat eget og utrolig lille. De lever udelukkende af donationer, men det så nu ud til de klarede sig godt alligevel. Ikke særligt eksotisk i know - MEN jeg fik lov til at fodre og klappe ænder! Og så var der selfølgelig også en kænguru baby jeg lige kunne hilse på, men denne gang var det helt klart ænderne der var højdtepunktet - Helene 3 år igen!
Bortset fra ænder og kænguruer så vi krokodiller, Dingoer, en mærkelig dinosaurus fugl, en masse papegøjer, som i øvrigt flyver frit i Canberra.
Søndag aften var Girls night out på en af de barer der ligger i Cairns og som er meget besøgt af backpackers. Girls Night Out bød blandt andet på gratis champagne, tøsse musik og nogle meget mærkværdige konkurrencer - mere siger jeg ikke om det ;)
Mandag var nok den dag jeg havde glæder mig aller mest til! Vi blev hentet på Caravella hostel kl 7.30 og kørte derefter ud til havnen. Her ventede der en båd, som vi skulle sejle ud til Great Barrier Reif med. Vi havde nemlig bestilt en heldags Suba/snorkle tur. JUBII! Vi sejlede ud i godt 2 timer, inden vi nåede det første sted vi skulle dykke.
Vi fik en hurtig introduktion til SUBA-diving og så var det ellers på med våddragten og udstyret! 10 minutters instruktion er altså ikke meget når man aldrig nogensinde har dykket før. Så en lidt panisk Helene går med instruktøren ud bag i båden og får besked på at sætte sig på kanten med dykkerbriller og svømmefødder. Alle 5 danskere bliver sat på række og får en efter en sat iltflaske og andet grej på ryggen. Og så var det ellers bare at læne sig forover og falde ned i vandet! På billedet ses Helene, Ida og Simone på vej hen til båden efter første dyk.
I vandet skulle man en efter en vise, at man kunne trække vejret med mundstykket, og at man kunne tømme ens dykkerbriller, hvis de skulle blive fyldt med vand under dykketuren. Fra jeg havde vist instruktøren alle tingene til hun begyndte at hive mig længere ned, gik der 5 sekunder, eller sådan føltes det! Det første 5 minuter (nok mere det første minut) var rent forfærdelige. Jeg trak vejret panisk gennem mundstykket, og tænkte 'Er det normalt, at der kommer så mange bobler ud af mundstykket?' men da man jo er under vandet kan jeg ligesom ikke spørge instruktøren. Jeg blev bare langsomt hevet dybere ned, selvom jeg i virkeligheden gerne ville op til overfladen igen. Ud over vejrtrækningen fik jeg propper i ørene, der var rimelig svære at komme af med igen. Jeg skulle lige finde teknikken.
På trods af, at jeg kom lidt dårlig fra start, er Suba-diving en hel fantalastisk oplevelse! Det kan helt klart anbefales, specielt hvis man synes, at snorkling er hyggeligt. Det er en rigtig god måde at se livet i havet på, og man kommer tættere på det liv på en anden måde, end hvis man snorkler. Præcis som med snorkling, føler man dog, at man er meget tættere på, end man egentlig er. Billedet til højre ser man mig, og nogle fine nemo fisk der gemmer sig i koralerne. Da billedet blev taget mente jeg selv at jeg var alt for tæt på, men jeg blev klogere da jeg så billederne!
Ved første dyk kom vi helt ned i 6m dybde, selvom det slet ikke virkede sådan. Vi stod på havbunden og lod fiskene svømme rundt om os. Vi så kæmpe muslinger, som drengene fik besked på at putte hånden i. Hvad vi ikke lige havde regnet med var at de jo er levende væsener. Så snart man rør ved en musling, ja så lukker den jo i! Tror instruktøren og fotografen har haft det sjovt med os 4 uerfarende danskere.
30 minutter går utrolig hurtigt, når man hygger sig under vandet. Øv altså.
Efter frokost fik vi mulighed for at snorkle eller dykke en anden gang, denne gang på 9m dybde. Bølgerne var blevet ret vilde, så Nichlas, Ida og jeg valgte at dykke igen. Vi havde på forhånd lejet et undervandskamera til turen så vi kunne tage billeder af alle havets skønne ting. Vores billeder blev dog knapt så gode som fotografens, men men - vi er jo bare amatører. På billedet til højre viser jeg tegnet for, at alt er okay.
Under vores andet dyk havde jeg også lidt problemer. Jeg blev ved med at flyde ovenpå. Min våddragt var lige en tand for stor, og jeg havde ikke helt fanget vejrtræningsteknikken man bruger for at holde sig på havbunden. Heldigvis havde instruktøren ikke nogen imod at holde lidt i hånden så jeg ikke strandede på vandoverfladen ;)
Den aften kom vi tilbage til Caravella trætte, men glade. På billedet til højre er vi lige steget af båden og venter på en bus tilbage til vores Hostel.
Trætheden varede dog ikke længe, det var nemlig Mexi-aften på vores back-packer hang out sted. Det betød, at hvis man ville have en sombrero, skulle man vise bartenderen et super talent! Ud over det, var der danse konkurrence på bordene og gelly shots. Jeg havde dog fået æren af at køre bilen dagen efter, så min aften sluttede på fredeligt vis kl 3, efterfulgt af en hyggelig skype-samtale med Martin, aka Fink :)
Da jeg, som de fleste ved, rejser til Malaysia efter mit semester i Australien, havde vi bestemt os for, at jeg da også skulle nå at se lidt af Australien inden slut november. Ida og jeg havde derfor sørget for at leje en bil, så vil kunne køre op af øst kysten. Tirsdag formiddag hentede vi vores meget fine, men hvide Toyota Corolla. Leje af bil i Australien var lidt ukendt for os begge, så vi stiller selvfølglig masser af spørgsmål til forsikringsforholdene. Der var hverken undervogns- eller tagforsikring på bilen (hvilket er en relevant detalje senere i min fortælling), så jeg kunne selvfølgelig ikke lagde være med at spørge 'hvad hvis der nu sker stenstred?', 'hvad hvis vi rammer en kænguru og den ruller op på taget?' og Ida's kreative 'Hvad nu hvis det havler?' Han må godt nok have været træt af blondi 1 og 2 da vi forlod butikken. Men buttom line - vi måtte ikke hoppe på bilen, køre racer kørsel over bump eller køre off-road.
Første stop - Millaa Millaa Falls, et vandfald der ligger ca. 100 km fra Cairns. Hvis nogen af jer nogensinde af set musikvideoen Peter Andre - Mysterious Girl, så er det vandfaldet der ses i den. Det tog godt 2 timer at komme dertil. Vi havde ikke lige regnet med, at man skulle igennem diverse bjerge passager.
Men vi nåede frem til de smukke omgivelser. Nichlas fik sig en svømmetur i det kolde vand og en tur under vandfaldet.
Vi nåede desværre kun at se et vandfald, på trods af, at der ligger 3 i området. Tiden løb fra os, så vi blev nød til at komme videre.
Næste stop - Cooktown!
Turen til Cooktown var lang og lidt kedelig. Vi havde sørget for en masse musik til bilen, men det var ligeud det meste af vejen, og landskabet var ensformet. Ida overtog heldigvis på halvvejen, så jeg havde mulighed for at slappe lidt af.
Noget der dog er fantastisk underholdende ved at køre i Australien, er alle deres mærkelige vejskilte. Vejskiltet på billedet nedenfor, er meget normalt. Det advarer mod wombats og kænguruer.
Et andet vejskilt vi fandt yderst underholdelse, var af en bil, der så ud til at blive ædt af en ko. Det var selvfølgelig en advarsel om, at der var fritgående køer, men vi foretrak nu lidt vores egen forklaring.
Med næsten 500 km bag os, nåede vi Cooktown ved en 7 tiden samme aften og vi tjekkede ind på YHA hostel. Vi fandt dog hurtigt ud af, at Cooktown var en lille landsby i ingen mands land, og at der ikke var det store at lave om aftenen. Fantastisk som byen nu var, så hed sidegaden til vores hostel Helen st. og en gade ikke langt derfra hed Ida st.
En af grundene til vi valgte at køre hele vejen op til Cooktown var naturen og kulturen som området byder på. Området omkring Cooktown er nemlig et gammelt aboriginal område og byder derfor på masser af historie. Til dem der ikke ved hvad aborigines er, så er det den befolkning der oprindeligt boede i Australien inden landet blev 'opdaget.' Vi mødtes med vores guide og vente næsen mod Hope Vale, længere op af kysten (punkt D på kortet).
Vi nåede Hope Vale og fandt den indgang vi skulle køre ind af. Vi havde fået at vide, at der var en parkeringsplads lige ud til vejen, så vi begynder selvfølgelig at køre op af den lille smalle vej, det lidt lignede en skov vej. Nogle ville måske mene vi var i gang med at køre off road, men med forventning om en parkeringsplads forude, fortsætte vi længere ind i vildmarken.
Der gik ikke mere end 1 minut inden vi høre en ubehagelig lyd fra under bilen. Det skal vist lige siges at hvad der startede som en skov sti, mere og mere blev til terræn kørsel. Den bil vi havde lejet, havde meget sænket undervogn. Der var mange huller i vejen og træer helt ud til kanten. Der var intet andet at gøre end at køre fremad og håbe på det bedste! Men der kommer ingen parkering plads, og vejen bliver længere og længere. Lydede bliver flere og flere og vi begynder at få lidt sved på panden. Vi havde jo netop ikke undervognsforsikring! Til sidst kommer der mulighed for at holde ind til siden, og vi vælger så at gå resten af vejen. Hvilket var 100m - No biggie.
Bilen blev dog hurtigt glemt - de næste fire timer stod nemlig på en vandretur gennem bjerge og bush (Australsk skov) sammen med vores guide, en aboriginee i midt 40. Han fortæller os, at han vil tage os med til det sted hvor hans far og farfar blev født. Han vil vise os det træ, hvor moderkagen blev begravet og de aborional malerier 'stammerne' har efterladt.
Vi blev hver udstyrret med en pind og så var det ellers bare ud i det blå.
Vores guide står på billedet til højre og forklarer om de træer der vokser i området. Det grønne mærkelige ting der er på billedet er faktisk et langsomt voksende træ.
Billedet til venstre viser starten af vores tur, hvor vi krydser noget af bjergsiden for at komme ind i skoven.
På billedet til højre, sidder vores guide og forklarer os om uddannelsessystemet. Han fortæller om de lærte og hvordan de som del af deres status bliver skåret hen over brystet med en skarp krystal. Han fortæller om udviklingen i deres 'stamme' samfund efter Australien bliver 'opdaget' og om de negative påvirkninger det har medført. Han benytter her lejligheden til at fortælle at han er tidligere alkoholiker og stofmisbruger, hvilket desværre ikke er helt unormalt blandt aboriginees.
De næste par billeder viser et uddrag af de aboriginal malerier vi få på klippevæggene.
Jeg kan desværre ikke huske hvad dette symbol står for, men noget siger mig, at det er noget med døden.
Dette billed viser en kvinde der netop har født sit barn. Det røde til højre er svært at se, men det skal forestille en mandelig skikkelse der står på hovedet. Disse malerier fandt vi inde i den hule hvor guidens far og farfar blev født. I deres kultur er manden ikke til stede ved fødslen. De ældre kvinder tager hånd om den gravide fra 6 måned ude i hulerne, og er på den måde isoleret fra resten af stammen. Ved selve fødslen står stammens mænd ude foran hulen og venter på stilhed, hvorefter de går ind. Festen starter før kvinden kan nå at se sig om.
Guiden fortalte om den dag hans far blev født. Fødslen forløber præcis som beskrevet ovenfor. Men da mændene kommer ind i hulen er baby'en hvid, ikke mørk - som aborigenees jo er. Dette kan ikke forklares på anden måde, end at barnet er uægte. Dette betyder i aboriginal kultur, at kvinden og barnet bliver udstødt og derefter må klare sig selv. Selvom der ingen tvivl var omkring barnet, valgte guidens farfar dog at acceptere barnet som sit eget ved at begrave moderkagen ved det træ hvor hans egen også lå begravet. Hans bedsteforældre skal derefter igennem en forsonings ceremoni, så deres sjæle igen kan blive forenet.
Dette billed viser to menneskeskikkelser og en gudeskikkelse (billedet ligger desværre ned)
Billedet til venstre viser en samling af forskellige symboner. Der er blandt andet en fisk, der er barne hænder osv.
Bortset fra alle mallerierne på bjergsiderne, fortæller vores guide også om alle skovens funktioner og dyr. Bandt andet får Ida lov til at demonstrere hvordan et af skovens blade kan fungere som sæbe. Vi bliver vist tea tree planter og hvordan man kan bruge rav som skrubbe creme og blødgørende creme. Fasinerende!
På et tidspunkt stopper han op, og giver mig et blad i hånden, som han hælder noget vand på. Så siger han til mig, at jeg skal give vandet til 'him' og peger på jorden. Jeg kan ingenting se så jeg siger lettere panisk - Jeg kan altså ikke lide kryb! Ad lad mig komme væk! Det viser sig så, at det bare var en gekko, så med langsomme bevægelser fik jeg lov til at give den lidt vand! Sjov oplevelse. På billedet til højre ser man Ida give vand til en anden gekko.
Skygger kan være en sjov ting. Jeg fandt hvertfald dette træ, der havde, hvad der lignede et dødningehoved på stammen.
Et lille sidespring inden historien fortsætter - Vi stopper ved et spisested, inden vi skulle køre videre til Cape Tribulation. Der så vi de sjoveste kyllinger jeg nogensinde har set! De ville dog ikke klappes trods ihærdige forsøg. Det var en blå, lilla, sort og brun kylling.
Turen til Cape Tribulation var meget smuk. Der, hvor vi havde kørt i mørke før, var nu lyst. Ca. 26 km fra Cooktown ligger Kalkajaka, også kaldet Black Mountain. Det ligner mest af alt en losseplads, hvor alle har smidt deres store sorte sten, som så til sidst danner bjerge af sorte sten. Det giver jo slet ikke mening at det kan se sådan ud! I virkeligheden er det store granit stykker, nogle på størrelse med huse. Bjergene stammer fra vulkaner, der har efterladt magma. Jordskæld og kold regn har siden hen medført at de store sten sprænges i mindre stykker og hermed bliver til bjerget som det ses i dag. Aboriginees har altid holdt sig fra disse bjerge, da de menes at være associeret med ondskab. Flere mennesker er forsvundet sporløst ved udforskning af bjergene.
Efter det lille stop kører videre mod Cape Tribulation. Pludselig lagde vi mærke til, at bilen sagde mærkelige lyde hver gang der er ujævnheder i vejen. Mest af alt lød det som om fonten skrabbede hen over astfalten. Vi holdt ind til siden - der var intet galt med fronten. Knapt så godt stod det til med undervognen. Der hang en metal ting ned som man tydelig kunne se var blevet slidt af at køre mod astfalten. Surt show! - I ødemarken, uden signal.. What to do - der var ikke andet at gøre end at køre videre og håbe på, at det ikke var en vital del af bilen. En time senere forsvandt lyden dog, og vi fandt senere ud af, at metal-tingen var faldet af.
Vi når Cape tribulation kl 18 samme dag. Vi skulle igennem Daintree Rain forest for at komme til vores hostel, der lå langt inde i bjergene, men helt ud til stranden. Da vi når Cape Tribulation er vi oppe på at have kørt 850 km på bare to dage! Selvom det var langt at køre, og selvom mange af vores timer blev brugt i bil, var det helt klart det værd med alle de oplevelser vi nåede at have på så få dage. På kortet til højre ses Cape Tribulation på punktet E.
Det tager halvanden times kørsel gennem regnskoven før vi nåede frem til der, hvor vi skulle bo. Men det var køreturen værd! Vi skulle bo i hytter midt ude i regnskoven. Stedet var i det hele taget meget gemt af vejen og meget eksotisk. Vi havde bestilt et 5 personers værelse, hvilket lå i huset som ses på billedet til højre.
Udover, at selve stedet var utrolig hyggeligt og smukt, var det også en restaurant lige ud til stranden. Man kunne på den måde selv vælge om man ville lave med i fælles køkkenet, eller om man ville spise 'ude'. Billedet til venstre viser vejene til og fra hytterne. Billedet nedenfor viser Simone og Ida i restuaranten efter vores KÆMPE morgenmads buffet.
Torsdag den 13 september havde vi bestilt endnu en tur. Vi skulle på Jungle Surfing! Det regnede en smule den dag, men hvordan kan man også tilbringe tid i regnskoven uden at det regner? Vi blev kørt ud til hvor vi skal jungle surfe og blev iført alt muligt grej heriblandt en smat hjelm med seje navne på! Fra venstre ses Byggemand Bob, Mary Poppins?, Little Miss Sunshine, James Bond og Super Girl!
Vi blev ført op af en lille sti hvorefter vi nåede frem til en platform. Ideen med junge surfing er, at man 'surfer' fra platform til platform gennem regnskoven. Banen var desværre ikke så lang, og vi havde meget ventetid da vi var kommet i en gruppe på 13 personer. Det var rigtig sjovt at prøve, men rigtig skræmmende at kigge ned. Som man kan se på billedet er der ret så lang ned fra hvor jeg hænger.
På dette næste billed kan man se, at vi er kommet op over trætoppene! Der er langt ned, men det er flot at se regnskoven fra en anden vinkel. Man kunne dog se andet end træer. Vi kunne blandt andet se stranden og nogle af de bjergkæder der ligger i området.
På det sidste stykke skulle vi vende på hovedet! På billedet til venstre ses Steffen på vej hen til os andre.
Vi havde købt ind til at lave aftensmad den aften. Hvad vi ikke lige havde undersøgt var, om der var tallerkner, bestik og glas. Det regner man jo lidt med der er, når man har fælles køkken på et hostel. Svaret var dog nej, men som udvekslingsstudent lærer man at være kreativ og leve med de redskaber man nu kan finde. Som man kan se på billedet har vi været meget kreative. Vi spiser af grydelåg, gryder og pander med bestik 'lånt' i restauranten.
Vi havde ikke helt fået nok af Cape Tribulation endnu. Cape Tribulationer ligger i Daintree Rainforest, der er den ældste regnskov i verden. Med dens 135 mio. år breder den sig fra Cooktown til Cape Tribulation, og længere endnu. Det er den eneste regnskov i verden, som faktisk vokser ud mod stranden - som billedet til højre viser. Stranden som ses på de næste par billeder, var den vi boede ud til.
Som det ses på dette billed er regnskoven helt ud til stranden. Der er kun enkelte palmer, så skal man sidde i skygge er det altså under et træ :) På dette billed venter Simone og jeg på bølger vi kan hoppe over.
Dette billed er taget fra passagen op mod restauranten. Findes der noget mere lækkert end sol, sommer, varme og strand?
Videre i programmet. Næste stop - Port Douglas!
På vej til Port Douglas stoppede vi på en af østkystens mange strande. Ved første glans så det ud til, at fyrværkeri havde invaderet stranden. Der var dog et lille hul i midte af hver eksplosion og sandet rundt om var omdannet til de rundeste kugler. Jeg gættede på, at det må have været krapper, der havde været på spil - men flot var det at kigge på.
Port Douglas (Punkt F på kortet) ligger ca. 70 km fra Cairns og er omringet af Daintree rain forest. Port Douglas er kendt for sin strand ved navn Four Mile Beach, hvilken vi lige hurtigt nåede at se inden vi kørte videre til havnen.
Vi havde allerede nået det meste af det vi skulle på vores ferie, så vi havde nu mulighed for at tage det lidt mere stille og roligt. Den næste 1 1/2 dag stod dermed på afslapning.
Vi ankom til Port Douglas omkring frokost tid og fandt en restaurant ved havnen. De havde et godt udvalg af fisk og skalddyrs retter - utrolig lækkert, og så med udsigt ud over havnens flotte både.
Ud over lækker mad og udsigt, bød Port Douglas også på en bådtur med mulighed for at se krokodiller! Sådan en snuppede vi da lige, nu hvor vi var der.
Vores krokodilletur var en succes! Vi så to vilde krokodiller sole sig i vandkanten. Fantastisk oplevelse ikke at skulle se dem i fangeskab. Billedet til venstre er af en hun krokodille og til højre ses hankrokodillen i det område, hvor vi var på tur.
Efter en omgang krokodille spot, gik turen tilbage til Cairns.
Turen tilbage til Cairns bød på flere natur oplevelser. Vi stoppede ved en look-out post, hvor man kunne sidde på en klippe og kigge ud over kysten. Vi kørte langs kysten hele vejen til Cairns og nød vores sidste dag inden vi igen skulle sætte vores fødder i kolde, våde Canberra.
Efter fire dage på vejen, kunne vi endelig sige goddag til Caravella igen. På trods af, at turen var fyldt med uforglemmelige oplevelser, var det nu meget rart at være tilbage i Cairns igen (Punkt G på kortet). Vi havde på fire dage kørt lige over 1,000 km og set naturen skifte et utal gange.
Selvom vi er 5 festglade unge mennesker, blev fredag en stille aften med masser af kortspil og Yatzy. En hyggelig afslutning på vores ferie.
Dag 8 - Lørdag
Så kom dagen desværre, hvor vi skulle hjem igen til Canberra. En uge på Øst Kysten var bestemt ikke nok for de 5 sol-glade danskere, men universitetets pligter kaldte.
Inden busen ankom på Caravella, nåede vi et par timer ved poolen. DAN DAN DAN DAAAN... Det var ikke kun dagen, hvor vi skulle hjem, men også dagen, hvor vi skulle aflevere den lejede bil! Åh nej dog - men der er jo ikke andet at gøre end at tage det som det kommer. Det lange af det korte er, at de ikke sagde noget til, at en eller anden dims var faldet af under bilen. Vi blev bare fortalt at alt så ud som det skulle og at depositumet dermed kunne tilbagebetales til os. Heldige har man vel lov til at være engang imellem! Specialt fordi vi blev ekspedieret af en kvinde og dermed ikke kunne lege blondi 1 og 2 på samme måde som da vi fik bilen.
Klokken slog dog hurtigt 16 - Flyet mod Sydney ventede ikke længere og vi måtte sige farvel til solrige Cairns.
Vi ankom til meget kolde Canberra kl 23.30. Selvom jeg godt kunne have brugt en uges ferie mere, var det nu meget rart at komme hjem til sin egen seng, og til en lidt mere afslappet hverdag.
Efter en uge i Cairns var vi kommet hjem dejlig brune og med fornyet energi.
På trods af, at man på ANU har 2 ugers ferie, kunne jeg nu se frem til en uge på skolebænken. Som allerede nævnt, havde jeg i Juli måned fået lov til at deltage i et intensivt kursus i International strafferet, hvilket tilfældigvis lå i den ene uge af min ferie. Hurra - 4 dage x 8 timers undervisning til mig! Men som plaster på såret - mindre undervisning i løbet af semesteret, og ingen eksamen i det kursus. Kun en meget lang opgave med emne efter eget valg. Det jo næsten Win-Win? :)
September har været en fantastisk måned og bliver kun bedre. I slutningen af september får jeg nemlig besøg hjemmefra!!
Dag 3 - Mandag
Vi fik en hurtig introduktion til SUBA-diving og så var det ellers på med våddragten og udstyret! 10 minutters instruktion er altså ikke meget når man aldrig nogensinde har dykket før. Så en lidt panisk Helene går med instruktøren ud bag i båden og får besked på at sætte sig på kanten med dykkerbriller og svømmefødder. Alle 5 danskere bliver sat på række og får en efter en sat iltflaske og andet grej på ryggen. Og så var det ellers bare at læne sig forover og falde ned i vandet! På billedet ses Helene, Ida og Simone på vej hen til båden efter første dyk.I vandet skulle man en efter en vise, at man kunne trække vejret med mundstykket, og at man kunne tømme ens dykkerbriller, hvis de skulle blive fyldt med vand under dykketuren. Fra jeg havde vist instruktøren alle tingene til hun begyndte at hive mig længere ned, gik der 5 sekunder, eller sådan føltes det! Det første 5 minuter (nok mere det første minut) var rent forfærdelige. Jeg trak vejret panisk gennem mundstykket, og tænkte 'Er det normalt, at der kommer så mange bobler ud af mundstykket?' men da man jo er under vandet kan jeg ligesom ikke spørge instruktøren. Jeg blev bare langsomt hevet dybere ned, selvom jeg i virkeligheden gerne ville op til overfladen igen. Ud over vejrtrækningen fik jeg propper i ørene, der var rimelig svære at komme af med igen. Jeg skulle lige finde teknikken.
På trods af, at jeg kom lidt dårlig fra start, er Suba-diving en hel fantalastisk oplevelse! Det kan helt klart anbefales, specielt hvis man synes, at snorkling er hyggeligt. Det er en rigtig god måde at se livet i havet på, og man kommer tættere på det liv på en anden måde, end hvis man snorkler. Præcis som med snorkling, føler man dog, at man er meget tættere på, end man egentlig er. Billedet til højre ser man mig, og nogle fine nemo fisk der gemmer sig i koralerne. Da billedet blev taget mente jeg selv at jeg var alt for tæt på, men jeg blev klogere da jeg så billederne!
Ved første dyk kom vi helt ned i 6m dybde, selvom det slet ikke virkede sådan. Vi stod på havbunden og lod fiskene svømme rundt om os. Vi så kæmpe muslinger, som drengene fik besked på at putte hånden i. Hvad vi ikke lige havde regnet med var at de jo er levende væsener. Så snart man rør ved en musling, ja så lukker den jo i! Tror instruktøren og fotografen har haft det sjovt med os 4 uerfarende danskere.
30 minutter går utrolig hurtigt, når man hygger sig under vandet. Øv altså.
Efter frokost fik vi mulighed for at snorkle eller dykke en anden gang, denne gang på 9m dybde. Bølgerne var blevet ret vilde, så Nichlas, Ida og jeg valgte at dykke igen. Vi havde på forhånd lejet et undervandskamera til turen så vi kunne tage billeder af alle havets skønne ting. Vores billeder blev dog knapt så gode som fotografens, men men - vi er jo bare amatører. På billedet til højre viser jeg tegnet for, at alt er okay.
Under vores andet dyk havde jeg også lidt problemer. Jeg blev ved med at flyde ovenpå. Min våddragt var lige en tand for stor, og jeg havde ikke helt fanget vejrtræningsteknikken man bruger for at holde sig på havbunden. Heldigvis havde instruktøren ikke nogen imod at holde lidt i hånden så jeg ikke strandede på vandoverfladen ;)
Dag 4 - Tirsdag
Da jeg, som de fleste ved, rejser til Malaysia efter mit semester i Australien, havde vi bestemt os for, at jeg da også skulle nå at se lidt af Australien inden slut november. Ida og jeg havde derfor sørget for at leje en bil, så vil kunne køre op af øst kysten. Tirsdag formiddag hentede vi vores meget fine, men hvide Toyota Corolla. Leje af bil i Australien var lidt ukendt for os begge, så vi stiller selvfølglig masser af spørgsmål til forsikringsforholdene. Der var hverken undervogns- eller tagforsikring på bilen (hvilket er en relevant detalje senere i min fortælling), så jeg kunne selvfølgelig ikke lagde være med at spørge 'hvad hvis der nu sker stenstred?', 'hvad hvis vi rammer en kænguru og den ruller op på taget?' og Ida's kreative 'Hvad nu hvis det havler?' Han må godt nok have været træt af blondi 1 og 2 da vi forlod butikken. Men buttom line - vi måtte ikke hoppe på bilen, køre racer kørsel over bump eller køre off-road.
Men vi nåede frem til de smukke omgivelser. Nichlas fik sig en svømmetur i det kolde vand og en tur under vandfaldet.
Vi nåede desværre kun at se et vandfald, på trods af, at der ligger 3 i området. Tiden løb fra os, så vi blev nød til at komme videre.
Cooktown
Noget der dog er fantastisk underholdende ved at køre i Australien, er alle deres mærkelige vejskilte. Vejskiltet på billedet nedenfor, er meget normalt. Det advarer mod wombats og kænguruer.
Et andet vejskilt vi fandt yderst underholdelse, var af en bil, der så ud til at blive ædt af en ko. Det var selvfølgelig en advarsel om, at der var fritgående køer, men vi foretrak nu lidt vores egen forklaring.
Med næsten 500 km bag os, nåede vi Cooktown ved en 7 tiden samme aften og vi tjekkede ind på YHA hostel. Vi fandt dog hurtigt ud af, at Cooktown var en lille landsby i ingen mands land, og at der ikke var det store at lave om aftenen. Fantastisk som byen nu var, så hed sidegaden til vores hostel Helen st. og en gade ikke langt derfra hed Ida st.
Dag 5 - Onsdag
Vi nåede Hope Vale og fandt den indgang vi skulle køre ind af. Vi havde fået at vide, at der var en parkeringsplads lige ud til vejen, så vi begynder selvfølgelig at køre op af den lille smalle vej, det lidt lignede en skov vej. Nogle ville måske mene vi var i gang med at køre off road, men med forventning om en parkeringsplads forude, fortsætte vi længere ind i vildmarken.
Der gik ikke mere end 1 minut inden vi høre en ubehagelig lyd fra under bilen. Det skal vist lige siges at hvad der startede som en skov sti, mere og mere blev til terræn kørsel. Den bil vi havde lejet, havde meget sænket undervogn. Der var mange huller i vejen og træer helt ud til kanten. Der var intet andet at gøre end at køre fremad og håbe på det bedste! Men der kommer ingen parkering plads, og vejen bliver længere og længere. Lydede bliver flere og flere og vi begynder at få lidt sved på panden. Vi havde jo netop ikke undervognsforsikring! Til sidst kommer der mulighed for at holde ind til siden, og vi vælger så at gå resten af vejen. Hvilket var 100m - No biggie.
Bilen blev dog hurtigt glemt - de næste fire timer stod nemlig på en vandretur gennem bjerge og bush (Australsk skov) sammen med vores guide, en aboriginee i midt 40. Han fortæller os, at han vil tage os med til det sted hvor hans far og farfar blev født. Han vil vise os det træ, hvor moderkagen blev begravet og de aborional malerier 'stammerne' har efterladt.
Vi blev hver udstyrret med en pind og så var det ellers bare ud i det blå.
Vores guide står på billedet til højre og forklarer om de træer der vokser i området. Det grønne mærkelige ting der er på billedet er faktisk et langsomt voksende træ.
De næste par billeder viser et uddrag af de aboriginal malerier vi få på klippevæggene.
Jeg kan desværre ikke huske hvad dette symbol står for, men noget siger mig, at det er noget med døden.
Dette billed viser en kvinde der netop har født sit barn. Det røde til højre er svært at se, men det skal forestille en mandelig skikkelse der står på hovedet. Disse malerier fandt vi inde i den hule hvor guidens far og farfar blev født. I deres kultur er manden ikke til stede ved fødslen. De ældre kvinder tager hånd om den gravide fra 6 måned ude i hulerne, og er på den måde isoleret fra resten af stammen. Ved selve fødslen står stammens mænd ude foran hulen og venter på stilhed, hvorefter de går ind. Festen starter før kvinden kan nå at se sig om.
Guiden fortalte om den dag hans far blev født. Fødslen forløber præcis som beskrevet ovenfor. Men da mændene kommer ind i hulen er baby'en hvid, ikke mørk - som aborigenees jo er. Dette kan ikke forklares på anden måde, end at barnet er uægte. Dette betyder i aboriginal kultur, at kvinden og barnet bliver udstødt og derefter må klare sig selv. Selvom der ingen tvivl var omkring barnet, valgte guidens farfar dog at acceptere barnet som sit eget ved at begrave moderkagen ved det træ hvor hans egen også lå begravet. Hans bedsteforældre skal derefter igennem en forsonings ceremoni, så deres sjæle igen kan blive forenet.
Dette billed viser to menneskeskikkelser og en gudeskikkelse (billedet ligger desværre ned)
Billedet til venstre viser en samling af forskellige symboner. Der er blandt andet en fisk, der er barne hænder osv.
På et tidspunkt stopper han op, og giver mig et blad i hånden, som han hælder noget vand på. Så siger han til mig, at jeg skal give vandet til 'him' og peger på jorden. Jeg kan ingenting se så jeg siger lettere panisk - Jeg kan altså ikke lide kryb! Ad lad mig komme væk! Det viser sig så, at det bare var en gekko, så med langsomme bevægelser fik jeg lov til at give den lidt vand! Sjov oplevelse. På billedet til højre ser man Ida give vand til en anden gekko.
Skygger kan være en sjov ting. Jeg fandt hvertfald dette træ, der havde, hvad der lignede et dødningehoved på stammen.
Et lille sidespring inden historien fortsætter - Vi stopper ved et spisested, inden vi skulle køre videre til Cape Tribulation. Der så vi de sjoveste kyllinger jeg nogensinde har set! De ville dog ikke klappes trods ihærdige forsøg. Det var en blå, lilla, sort og brun kylling.
Efter det lille stop kører videre mod Cape Tribulation. Pludselig lagde vi mærke til, at bilen sagde mærkelige lyde hver gang der er ujævnheder i vejen. Mest af alt lød det som om fonten skrabbede hen over astfalten. Vi holdt ind til siden - der var intet galt med fronten. Knapt så godt stod det til med undervognen. Der hang en metal ting ned som man tydelig kunne se var blevet slidt af at køre mod astfalten. Surt show! - I ødemarken, uden signal.. What to do - der var ikke andet at gøre end at køre videre og håbe på, at det ikke var en vital del af bilen. En time senere forsvandt lyden dog, og vi fandt senere ud af, at metal-tingen var faldet af.
Cape Tribulation
Vi når Cape tribulation kl 18 samme dag. Vi skulle igennem Daintree Rain forest for at komme til vores hostel, der lå langt inde i bjergene, men helt ud til stranden. Da vi når Cape Tribulation er vi oppe på at have kørt 850 km på bare to dage! Selvom det var langt at køre, og selvom mange af vores timer blev brugt i bil, var det helt klart det værd med alle de oplevelser vi nåede at have på så få dage. På kortet til højre ses Cape Tribulation på punktet E.
Det tager halvanden times kørsel gennem regnskoven før vi nåede frem til der, hvor vi skulle bo. Men det var køreturen værd! Vi skulle bo i hytter midt ude i regnskoven. Stedet var i det hele taget meget gemt af vejen og meget eksotisk. Vi havde bestilt et 5 personers værelse, hvilket lå i huset som ses på billedet til højre.
Udover, at selve stedet var utrolig hyggeligt og smukt, var det også en restaurant lige ud til stranden. Man kunne på den måde selv vælge om man ville lave med i fælles køkkenet, eller om man ville spise 'ude'. Billedet til venstre viser vejene til og fra hytterne. Billedet nedenfor viser Simone og Ida i restuaranten efter vores KÆMPE morgenmads buffet.
Dag 6 - Torsdag
Torsdag den 13 september havde vi bestilt endnu en tur. Vi skulle på Jungle Surfing! Det regnede en smule den dag, men hvordan kan man også tilbringe tid i regnskoven uden at det regner? Vi blev kørt ud til hvor vi skal jungle surfe og blev iført alt muligt grej heriblandt en smat hjelm med seje navne på! Fra venstre ses Byggemand Bob, Mary Poppins?, Little Miss Sunshine, James Bond og Super Girl!
På dette næste billed kan man se, at vi er kommet op over trætoppene! Der er langt ned, men det er flot at se regnskoven fra en anden vinkel. Man kunne dog se andet end træer. Vi kunne blandt andet se stranden og nogle af de bjergkæder der ligger i området.
På det sidste stykke skulle vi vende på hovedet! På billedet til venstre ses Steffen på vej hen til os andre.
Dag 7 - Fredag
Vi havde ikke helt fået nok af Cape Tribulation endnu. Cape Tribulationer ligger i Daintree Rainforest, der er den ældste regnskov i verden. Med dens 135 mio. år breder den sig fra Cooktown til Cape Tribulation, og længere endnu. Det er den eneste regnskov i verden, som faktisk vokser ud mod stranden - som billedet til højre viser. Stranden som ses på de næste par billeder, var den vi boede ud til.
Som det ses på dette billed er regnskoven helt ud til stranden. Der er kun enkelte palmer, så skal man sidde i skygge er det altså under et træ :) På dette billed venter Simone og jeg på bølger vi kan hoppe over.
Dette billed er taget fra passagen op mod restauranten. Findes der noget mere lækkert end sol, sommer, varme og strand?
Videre i programmet. Næste stop - Port Douglas!
På vej til Port Douglas stoppede vi på en af østkystens mange strande. Ved første glans så det ud til, at fyrværkeri havde invaderet stranden. Der var dog et lille hul i midte af hver eksplosion og sandet rundt om var omdannet til de rundeste kugler. Jeg gættede på, at det må have været krapper, der havde været på spil - men flot var det at kigge på.Port Douglas
Port Douglas (Punkt F på kortet) ligger ca. 70 km fra Cairns og er omringet af Daintree rain forest. Port Douglas er kendt for sin strand ved navn Four Mile Beach, hvilken vi lige hurtigt nåede at se inden vi kørte videre til havnen.
Vi havde allerede nået det meste af det vi skulle på vores ferie, så vi havde nu mulighed for at tage det lidt mere stille og roligt. Den næste 1 1/2 dag stod dermed på afslapning.
Vi ankom til Port Douglas omkring frokost tid og fandt en restaurant ved havnen. De havde et godt udvalg af fisk og skalddyrs retter - utrolig lækkert, og så med udsigt ud over havnens flotte både.
Ud over lækker mad og udsigt, bød Port Douglas også på en bådtur med mulighed for at se krokodiller! Sådan en snuppede vi da lige, nu hvor vi var der.
Vores krokodilletur var en succes! Vi så to vilde krokodiller sole sig i vandkanten. Fantastisk oplevelse ikke at skulle se dem i fangeskab. Billedet til venstre er af en hun krokodille og til højre ses hankrokodillen i det område, hvor vi var på tur.
Som det ses på træerne på billederne, så er rødderne hverken under jord eller vand. I perioder, hvor der er lavvandet - som ses på billederne, får træerne blandt andet næring fra bladede, hvilket man kan se på deres skiftende farve.
Efter en omgang krokodille spot, gik turen tilbage til Cairns.
Turen tilbage til Cairns bød på flere natur oplevelser. Vi stoppede ved en look-out post, hvor man kunne sidde på en klippe og kigge ud over kysten. Vi kørte langs kysten hele vejen til Cairns og nød vores sidste dag inden vi igen skulle sætte vores fødder i kolde, våde Canberra.
Cairns
Efter fire dage på vejen, kunne vi endelig sige goddag til Caravella igen. På trods af, at turen var fyldt med uforglemmelige oplevelser, var det nu meget rart at være tilbage i Cairns igen (Punkt G på kortet). Vi havde på fire dage kørt lige over 1,000 km og set naturen skifte et utal gange.
Selvom vi er 5 festglade unge mennesker, blev fredag en stille aften med masser af kortspil og Yatzy. En hyggelig afslutning på vores ferie.
Dag 8 - Lørdag
Så kom dagen desværre, hvor vi skulle hjem igen til Canberra. En uge på Øst Kysten var bestemt ikke nok for de 5 sol-glade danskere, men universitetets pligter kaldte.
Inden busen ankom på Caravella, nåede vi et par timer ved poolen. DAN DAN DAN DAAAN... Det var ikke kun dagen, hvor vi skulle hjem, men også dagen, hvor vi skulle aflevere den lejede bil! Åh nej dog - men der er jo ikke andet at gøre end at tage det som det kommer. Det lange af det korte er, at de ikke sagde noget til, at en eller anden dims var faldet af under bilen. Vi blev bare fortalt at alt så ud som det skulle og at depositumet dermed kunne tilbagebetales til os. Heldige har man vel lov til at være engang imellem! Specialt fordi vi blev ekspedieret af en kvinde og dermed ikke kunne lege blondi 1 og 2 på samme måde som da vi fik bilen.
Klokken slog dog hurtigt 16 - Flyet mod Sydney ventede ikke længere og vi måtte sige farvel til solrige Cairns.
Vi ankom til meget kolde Canberra kl 23.30. Selvom jeg godt kunne have brugt en uges ferie mere, var det nu meget rart at komme hjem til sin egen seng, og til en lidt mere afslappet hverdag.
Efter en uge i Cairns var vi kommet hjem dejlig brune og med fornyet energi.
På trods af, at man på ANU har 2 ugers ferie, kunne jeg nu se frem til en uge på skolebænken. Som allerede nævnt, havde jeg i Juli måned fået lov til at deltage i et intensivt kursus i International strafferet, hvilket tilfældigvis lå i den ene uge af min ferie. Hurra - 4 dage x 8 timers undervisning til mig! Men som plaster på såret - mindre undervisning i løbet af semesteret, og ingen eksamen i det kursus. Kun en meget lang opgave med emne efter eget valg. Det jo næsten Win-Win? :)
September har været en fantastisk måned og bliver kun bedre. I slutningen af september får jeg nemlig besøg hjemmefra!!
No comments:
Post a Comment